Rottweileren
Rottweiler - Hundens Landrover
(opr. af Aage Christensen.)
Måske ikke den kønneste. Heller ikke den hurtigste.
Men pålidelig, energisk og effektiv som få.
Fra kvægvogter til politibetjent:
Rottweileren hører til de racer, der tydeligt har bevaret nogle af de karaktertræk, der i mange århundreder har været en forudsætning og dens brugbarhed til det arbejde, den i lige så lang tid har passet dygtigt og effektivt.Dens aner lader sig i nogenlunde genkendelig skikkelse spore tilbage til Romerriget. Man havde dengang forskellige store hyrdehunde, af hvilke en stockhøret drivhund menes at være stamfader til Rottweileren.
Romerne bragte under deres erobringstogter hundene med sig over alperne og ind i det nuværende Tyskland. De medbragte også en levende kødforsyning i form af store kreaturflokke, som det var hundenes opgave at holde styr på.
Fra Württemberg i det sydlige Tyskland bredte sig i de følgende århundreder en livlig handel med kvæg, svin og får over hele Centraleuropa. Hundene fik navn efter byen Rottweil, der dengang var et vigtigt handelscentrum.
Omskolet:
I sidste halvdel af forrige århundrede gjorde jernbanerne efterhånden ende på de gamle transportmåder, og der blev langt mellem kreaturflokkene ad Europas gamle kvægveje. Studene blev læsset på jernbanevogne, og der var ikke længere brug for hundene til at vogte og holde landevejsrøvere på afstand. Rottweilerne blev ramt af et i dag velkendt fænomen: De blev arbejdsløse, og racen kom i fare for at forsvinde. På dette kritiske tidspunkt fandt man ud af, at Rottweileren egnede sig udmærket til at gøre tjeneste hos politiet.Kriminalpolitiet i Hamburg anskaffede i 1909 som de første en Rottweiler til dette formål, og året efter fik racen status som politihund. Siden er det gået fremad. I dag er der Rottweilere over det meste af verden; visse steder, som f.eks. i Sydafrika, i et endog meget stort antal.
Ikke så store endda:
Af ydre er Rottweileren en forholdsvis kraftigt bygget, muskuløs hund med en selvsikker optræden. En hanhund af middelstørrelse måler 65 cm over skulderen, en tilsvarende tæver 60 cm. En sådan hanhund vejer formodentlig omkring 50 kg, tæven ca. 40 kg. De i standarden tilladte største og mindstemål giver dog plads for temmelig betydelige størrelsesforskelle. Mindstehøjden for tæver er 56 cm, mens maksimumhøjden for hanner er 68 cm. Farven er sort med brune aftegn. Pelsen skal være kraftig og hård at føle på, og under dækhårene bør der findes veludviklet underuld.
Grundige og realistiske overvejelser:
Rottweileren er en brugshund, både af navn og af gavn. I udstillingssammenhæng gælder samme regler som for Schæferhunde. Kun en brugsprøve giver adgang til klassen, hvor der eventuelt vanker dommercertifikat.
Rottweileren bruges i et vist, begrænset omfang som tjenestehund hos politiet. Masser af mennesker nyder samarbejdet med deres Rottweilere i en af de klubber og foreninger, hvor der på en eller anden måde trænes med hund, og mange af hundene deltager i konkurrencer, ofte på højt niveau. Men de fleste Rottweilere er først og fremmest familiehunde.Om Rottweileren egner sig som ren familiehund afhænger af, hvordan man definerer begrebet.Hvis familiens måde at engagere hunden på indskrænker sig til et par lufteture morgen og aften og så ellers tv for resten, så er det klogt at tænke i andre baner end Rottweiler.Man skal heller ikke anskaffe sig en Rottweiler, fordi der har været mange indbrud i området eller for imponere naboerne. Ej heller er det klogt eller gennemtænkt at vælge en Rottweiler, fordi hvalpene er så søde. Og det er betænkeligt, at Rottweilere bliver anskaffet som mandighedssymboler som led i visse kredses modeprægede livsstil. Folk,som af disse eller af tilsvarende grunde har skaffet sig en Rottweiler, men som for øvrigt ikke er indstillet på at bruge
specielt megen tid på hunden, bør ikke blive overraskede, hvis den på et eller andet tidspunkt overtager kommandoen.
En selvbevidst herre:
På grund af sit tidligere anvendelsesområde som beskyttelseshund er Rottweileren ofte noget dominant. Den er aktiv,selvsikker, uforfærdet og arbejdsglad, men altså ofte med et særdeles selvbevidst væsen. Navnlig hanhundene kan være selvhævdende med tilbøjelighed til at svare igen, hvis de føler sig forulempede.
Disse anlæg hos Rottweileren har formodentlig afskrækket en del mennesker, som måske også har lyttet til de skrøner om magtkampe og voldelige opgør, som en Rottweilerejer på et eller andet tidspunkt har stået overfor. Sådan noget forekommer imidlertid kun, hvis hunden er blevet forkert behandlet. Der findes desværre stadig mennesker, som er tilhænger af kadaverdisciplin og kæft, trit og retning i opdragelsen af en hund. Med den slags opdragelsesmetoder vil man uvægerligt spille fallit over for en Rottweiler, der har behov for helt andre omgangsformer. Med venlighed og konsekvens, lederskabsøvelser og anden fornuft og beskæftigelse har man til gengæld gode muligheder for at få en pragtfuld hund, der i alle henseender opfylder de forventninger, man kan stille til en brugshund og ikke mindst til en familiehund. Rottweileren er i almindelighed en overordentlig venlig hund et faktum, der ofte har overrasket mennesker, der hidtil måske kun har kendt racen af udseende og derfor åbenbart ventet noget andet. Husets gæster får ofte en så stormende velkomst, at det næsten kan forekomme for meget af det gode.
Rottweiler - tør man det?
Registreringstallet har i mange år været nogenlunde stabilt, men sidste år (2002) noteredes et fald fra 483 til knap 395. Naturligvis kan man kun gisne om grundene til en sådan pludselig tilbagefald. Men det er alligevel ret nærliggende at tro, at overfald på børn gennem årene har været en medvirkende årsag. Hundebid har formiddagspressens bevågenhed, og næppe mange danskere var dengang i tvivl om, at nu havde et par Rottweilere været på spil. Resultatet af en sådan skrækkampagne er jo desværre, at mange mennesker opfatter Rottweileren som potentielt farlig og bliver direkte bange for den. Billederne af Rottweilere og af de børn, nærbilleder af bidsårene og måden, der skrives på, er alt sammen medvirkende til den skrækkampagne, som vi har oplevet gennem årene. Men det er jo helt urimeligt.
I stedet for billederne af Rottweilere burde aviserne havde bragt et kontrafej af ejeren, så alle kunne se, hvordan en uduelig og komplet uansvarlig hundeejer ser ud. For kampagnen burde have været ført mod kriminelle hundeejere og ikke mod de sagesløse hunde, der kun bliver hvad deres ejer gør dem til. Der er altså grund til at nære betænkeligheder, hvis familien har mod på en energisk og foretagsom hund med masse af gåpåmod. Som sagt kræver den lederskabsøvelser. Den har også som de fleste hunde - et stort behov for at bruge sin suveræne lugtesans på en målbevidst og rationel måde. Og naturligvis kræver den også en passende motionering, men et højt kondital bør ikke være et mål i sig selv. Hjernegymnastik er langt vigtigere. Hvis en familie er indstillet på at beskæftige hunden efter disse retningslinier, har den gode chancer for at få en uovertruffen familiehund i ordets bedste betydning.
Rottweilerklubben har i mere end femten år haft en anlægsprøve, den såkaldte mentaltest. Takket være mentaltesten kan potentielle hvalpekøbere få en langt mere omfattende viden om Rottweilerhvalpes forældre og øvrige slægt, end det kan lade sig gøre i nogen anden race. Det er klogt at benytte sig af denne service, for naturligvis er ikke alle hunde lige fremragende. Enhver hund burde være lydig og f.eks. komme uden diskussion, når der bliver kaldt. Det kan man desværre ikke sige om ret mange hunde, heller ikke om alle Rottweilere. Men at en rigtig Rottweiler er ubetinget lydig, siger sig selv. Jeg synes at lydighed er en forudsætning for, at man overhovedet kan have sådan en hund. Men lydighed er ikke en medfødt egenskab og brugsresultater er ikke arvelige. Der skal bruges tid på en Rottweiler, men resultatet er rigeligt anstrengelserne værd!
Kilde: Rottweilerklubben Danmark